[Vers 1]
Lukas er en lille spinkel og rimelig bleg knægt
Så i skolegården er der ikke ret meget respekt
Men inderst inde er folk lidt bange for hans intellekt
Vist specielt når han snakker om sit rumfartsprojekt
Og siger at der nu virkelig ikke kan være ret lang tid før han rejser væk
Men selvom han prøver at overbevise klassen om at det passer
Fniser klassen, spasser la’ være at fortælle røvere
Trist og bedrøvet slentrer han hjem igen
For at stå foran spejlet og afprøve alle de filosofiske argumenters pointer
Tænker konstant over de mest komplekse emner
Hvis det bare er processer i hjernecentre der afgør hvordan vi handler
Så er friheden vel kun en illusion vi mennesker vælger at tro på
For at gøre tilværelsens vanvid en smule nemmere
Arven og miljøet, barndommen og DNA’en former personligheden som i sidste ende bestemmer hvilke valg vi tager
Det alt fra hvornår vi står op til hvilket job, hvad vi spiser, hvordan vi spiser, hvad vi tænker på imens og hvornår vi griner
Hvad vi køber, hvem vi elsker, det samme gælder for vores forældre og deres forældre
Alle er fanget af ufrivillige skæbner, det er som ubrydelige lænker
Men den ligning har konsekvenser
For hvis vi er forudprogrammerede biologiske maskiner er begreberne det gode og det onde opspind
Voldsmanden med 12 voldsdomme er i princippet uskyldig for hans handlinger står skrevet i kortene på forhånd
Disse tanker tryllebinder Lukas ligesom trolddom, ret voldsomt
En tirsdag morgen i Kristendom Fru. Jerikov står og taler lidt som når præsten prædiker
Lukas forestiller sig kateteret som alteret
Og klassen som sognebørn, der ikke ved hvorfor de modtager nadver
Hun spørger hvordan er Gud beskrevet i det nye testamente
Der er kun én finger der ryger i vejret, og den er skræmmende uventet
Det er ham den stille Lukas med de døde pupiller, men nu er de pludselig tændte
Klassekammeraterne bliver lidt nervøse og spændte
Han rømmer sin spæde stemme og trækker vejret tungt
Fremstammer et par ord men stopper, som om den røde tråd pludselig forsvandt
Ned i bevidsthedens dyb, igen i blandt pubertetskvaler og citater fra Emmanuel Kant
Men som et lyn fra en klar himmel finder fisken tilbage til tungen
Mange års tanker tænkt på loftet derhjemme nu på vej ud af munden
Han føler sig vægtløs og ligegyldig, glemmer tid og rum
Lukker den stille visken ud og starter fra bunden
”De såkaldte hellige skrifter er skrevet af mennesker og mennesker er fejlbarlige
Drevet af interesser, drevet af længsler, så Biblen er usand, fiktion, i stil med Ghostbusters
Det primitive uendeligt lille menneske er ikke skabt til at forstå kosmos
Men det vi aldrig kan forstå må vi forstå i princippet er forståeligt
Ikke tåbeligt, ikke uopnåeligt, Gud han er ikke en løgn, men et fysisk væsen
Et fysisk sted og den der finder det slipper menneskeheden fri og snyder skæbnen
Jeg har bygget et rumskib, det smukkeste, prægtigste, kraftigste nogensinde
Og tiden den er snart inde til at forlade atmosfæren, solsystemet, mælkevejen og søge mod fjerne galakser
For til sidst at finde universets ende
Åbne porten og gå ind, blive blændet af lyset
Og efter skikkelsen af ham der skabte alt bliver klar for mine øjne
Vil jeg starte med at konfrontere ham med et simpelt hvorfor?”

[Vers 2]
De hedder Maria og Peter, begge unge i perioden hvor man besatte universiteter og røg lidt pot på kollegier
Lenin på væggen, alle de rigtige meninger, ligestilling, antiracisme og andre af socialismens juveler
De mødte hinanden på Roskilde, i Peters nabolejr sad Maria sammen med gymnasietøserne og slammede bajere
Peter sad med drengene og rullede op i cones, for man skulle da være stoned, når man sku’ høre Stones
Først var det fuldemandssnakken, der skabte kontakten, en fredag aften lå de sammen og talte lidt om løst og fast på bakken
De grinede, de hævede stemmen, det var intenst, gnisten var speciel og pludselig blev den seksuel
Så Peter han tog Maria i søen, hun fik sin orgasme i måneskinnet, så nu smiler hun når åbner mindet
De fik et middelklasseforstadshjem sammen, fælles bekendte, to biler, kat og en søn de kaldte Lukas
Nu regner det, de sidder sammen på skolen og venter, ved begge hvad hinanden tænker, fryser begge sine hænder
Kulden spreder sig til alle lemmer da Fru Jerikov åbner døren, byder dem ind og be’r dem om at sætte sig til rette
Hun skænker dem lidt kaffe, dropper den overfladiske sniksnak og begynder med det samme
”Jeg ked af det men det er ikke blevet bedre siden sidst
Det er nærmest blevet værre med Lukas, det’ så trist
Jeg bliver nødt til at være ærlig, jeg er blevet pessimist
For han fungerer næsten dårligere socialt for hver dag der går
Og jeg forstår virkelig stadig ikke kernen i hans mindreværd
Han er jo unormalt begavet, ja klogere end de fleste lærere
Men det er umuligt at trænge igennem hans indadvendthed
Skolepsykologen var optimist, men det var vidst en del sværere end forventet
Han åbner kun op når emnet er Himlen og Helvedet, essensen af mennesket og Jesus i Templet
Det mest alvorlige er at rumrejsehistorien bliver ved
Han får stadig sværere ved at skelne mellem fantasi og virkelighed
Han har altid været en ener, men vi fra skolens side mener at hans symptomer rækker langt udover teenageproblemer
Kære Maria og Peter, det gør ondt, men den sparsomme hjælp vi kan tilbyde fra skolen er ikke det rigtige for jeres søn
Vi anbefaler en undersøgelse på psykiatrisk hospital
Lad os tage det i opløbet før det ender galt”
[Vers 3]
Psykiatrisk Hospital, en borg af solid beton
Hvor mange mennesker går op og ned af de lange hvidmalede gange
Der er fyldt med rolige malerier på væggene
Fx af et æbletræ på græsplænen en forårsdag
Den ene hører stemmer i det fjerne, den anden skærer i sig selv
Den tredje føler der er orme i hjernen, den fjerde snakker jævnligt med sin afdøde kæreste
Den femte sidder på sit værelse og arbejder på en hemmelig plan for at redde verden
På tredje sal sidder Maria og Peter, Peter stirrer tomt ind i væggen, Maria er grådkvalt
Der er noget fundamentalt galt, det ved de alle tre
Psykiateren kigger op fra sine notater med et blik der signalerer at han vægter ordene grundigt før han taler
Efter en kunstpause går han lige til sagen:
”Konklusionen er desværre som frygtet, Lukas er skizofren
Så han bliver aldrig det man i gængse termer kalder normal
Men hvis I følger hospitalets plan, kan han få en hverdag
Han må indlægges permanent her på stedet til psykosen er drevet af
Vi har en seng ledig om et par dage
Indtil da bliver det altafgørende at han får sin medicin, det bli’r en kamp
Så det er vigtigt I fokuserer og væbner jer med lidt selvdisciplin
Der bliver gjort betragtelige fremskridt indenfor medicinalindustrien hele tiden osv”
Seks minutter senere, ind i bilen, Peter ved rettet, Maria forgrædt ved ruden
Betragter landevejen der bli’r til motorvej, der bli’r til indkørslen ved deres parcelhus
Med had i hjertet ser hun drømmen er blevet knust
Drømmen om at blive en bedre forælder end den mor hun selv havde
Med en mand der vil kæmpe for hende og elsker hende
Drømmen om familien, kærligheden og ønskebørnene forstærket på fødegangen første gang hun så sin søn i øjnene
Men alt det er så langt væk nu, en indre stemme lyder ”Maria du er en fiasko”
Og giver ekko igen og igen og blander sig med lyden af regn der siler ned
Peter han åbner hovedøren og spørger ”Skat, vil du ikk’ med?”
Frustreret over at han virker så fandens ligeglad skubber hun ham så hårdt hun kan i brystkassen og råber
”Sig mig fatter du overhovedet hvad der er sket Peter?
Det her det er ikke et af de problemer, hvor du bare kan tænde dit TV og vente på at der kommer bedre dage
Vente på at solen den pludselig skinner igen og træerne springer ud og alt bli’r glemt den dag
Det er slut nu. Alt er ligegyldigt nu, forstår du det?
Det er på tide at vågne op fra dit drømmeland og føle dig skyldig nu
Ja, jeg håber du fryser nu, jeg håber du prøver at forestille dig hvad vi andre har gået og tænkt på
Hvornår var du egentlig til stede? Hvor var du henne de gange Lukas ringede fordi han var blevet stoppet, mobbet, misforstået og grinet af?
Og hvor var du henne mentalt de gange vi sad og spiste og han sagde noget med at ansigtet kun er masken vi gemmer os bag
Men at den ryger af, så Gud kan se os på den sidste dag?
Jeg har hele tiden sagt at det her ku’ ende galt
Men jeg skulle jo bare tage og slappe af
Du har altid været den eneste på planeten der ikke ville se at han er unormal
Selv de gange vi læste hans stile om hvordan han ville bygge sit forbandede rumskib var du bare afslappende og smilende
Nu kan vi ligeså godt bestille en kiste
Seriøst jeg kan ikke holde til det her, det kommer til at tage livet af mig at se ham ødelagt
Se folk der ikke forstår ham være bange for ham og ikke have lyst til at snakke med ham
Peter det hele vil ramle sammen
Hvad skal vi sige til ham? Hvordan skulle jeg nogensinde kunne se min dreng i øjnene og forklare ham at han er sindssyg
Jeg har ikke lyst til at se på ham eller høre hans stemme
Det gør for ondt lige nu
Hvor er han egentlig henne?
Han sidder vel mutters alene oppe på loftet igen, dybt begravet i sine egne tanker, uden en eneste ven
Vil du ikk’ nok gå derop, snakke lidt med din søn, fortælle ham hvad sker og prøve at nå hans sind, lukke ham ind?”
Da Peter ta’r de første skridt op ad trappen bemærker han at han egentlig ikke har set loftet særlig tit
Han tænker der må være beskidt, Lukas han har det skidt, men rengøringvanvid har han sku ikk’
Trist og sammenbidt mærker han samvittigheden kalder
Han plejer at kunne lukke den ude, men lige nu er det vaskeligt
Fødderne rammer et trappetrin ad gangen, vejen derop er lang
Han ser et foto på væggen hvor Lukas og ham de sidder sammen
Lige der bliver han bange, han får et dybt sug ned i maven og en følelse af at han pludselig forstår
Hvor lidt han forstår af hvordan det hele er skruet sammen
Det får ham til at føle sig som et skræmt hjælpeløst barn
Han må have fejlet men hvordan og hvornår?
Var det ting han sagde eller ting han ikke fik sagt de gange han var begravet i arbejde
Han har altid set sin dreng som lidt af en særling, men tænkt at det nok ville ændre sig når han blev ældre
Hørte han virkelig efter?
Det sidste trin bliver taget, Peter prøver at slappe af i sit ansigt for at kreere en facade
Han bliver nødt til at være den voksne fortæller han til sig selv, mens han kigger på egetræsdøren der fører ind til loftet
Paralyseret som om lemmerne er frosne, synes han mærker at Lukas er til stede lige i nærheden
Trækker vejret, tager sig sammen, åbner døren
Det han ser det nulstiller hans sjæl
Han ser et rumskib, kæmpestort og kongeligt står det i al sin pragt
Udsmykket med et inferno af blinkende farver
Loftet er enormt meget større end han troede
Blodet det fyrer rundt i hovedet, han håber hjernen bedrager
Men så ser han Lukas iført en sølvgrå dragt med en matchende hjelm i hans favn
Han tager den på, går ind i skibet, motoren starter ”Jeg lover jeg finder ham!” når han at råbe
Inden eksplosionen raser, taget åbner sig
Alt bliver lyst og han er borte i det fjerne