[Vers 1]
Du kigger på mig med en undren, du bedst ka' beskrive selv
Du kalder den ærefrygt, jeg si'r du ser pæn ud
Og jeg er vel ikke en klippe, man ikk' kan forcere
Og ej heller Beethovens niende symfoni

[Vers 2]
Du si'r, du forstår mine håbløse analogier
Jeg smiler, fordi jeg ka' mærke, 'du ægte ka' li' mig, selv når
Jeg kåd kammer over i højlydte Sting-parodier
Jeg elsker jo bare, når du griner

[Vers 3]
Du rækker mig kaffen og tager en bid af dit røræg på brød
Du si'r, jeg er den, som du kender, der’ allermest menneske
Jeg rækker min hånd ud og niver dig blidt i dit kindben
Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg føler mig lykkelig, og det er vel nok

[Mellemspil]

[Vers 4]
Så kører vi opvasken ud, og jeg lægger min hånd på din lænd
Og puffer dig venligt foran mig og rør' ved din balle
Jeg forestiller mig, at sollyset smukt reflekteres
I ruderne overfor, og rammer dit ansigt, dit bryst og dit hår
[Vers 5]
For selvom du startede dagen med at sige, at du svigter dig selv
Fordi du har skubbet ham væk, så er jeg ikke bange mer'
Jeg venter i lyset i stuen, imens du ta'r tøj på, jeg hører dig sukke en del
Til sidst er du lettet og kærlig og hel