[Tekst til "Hubertus"]
[Vers 1]
Hubertus var en syvårs-fulfed moppe
Af ægte arisk kolinarisk rod
Syv racer blanded' sig i hver en loppe
Som daglig sysled' med Huberti-blod
Han leved' med en trofast herskerinde
En syv-og-firsendes-tyve-årig kvinde
Af silkebånd var tvundet fyrens lænke
Han var sin frues trøst, thi hun var enke
[Vers 2]
Ak, selv en enke dør trods al sin troskab
Men først hun stiftede et testament
Og efterlod sit husgeråd og boskab
Til en veninde - Frøken Skyldfri Glent
Plus tredive tusind - åh, sikken gave
Ja, alt det på den betingelse skal du have
Blot du vil Sankt Hubertus til dig tage
Thi man skal være god imod sin mage
[Vers 3]
Gud fri mig, hvor den kommer ubelejligt
Skreg glenten: "Hva' ska' jeg med hunde her?
Åh, nu sku' jeg netop til at ha' det så dejligt
Med tredive tusind i mit sekretær
Jeg skulle rejse nu og købe udstyr
Men ak, hvor ta'r man hen, når man har husdyr?
Som Moses engang stod på bjerget Nemo
Står jeg nu her - farvel Paris og San Remo"
[Vers 4]
Syv år hengik med lutter jammerklage
Og glenten tabte syv-og-fyrre pund
Så døde den en frostnat, mæt af dage
Men hvor sku' hun gøre af den døde hund?
Nu ved jeg det, jeg kender jo Frøken Fikke
Hun har et sommerhus, og hun bor der ikke
Fluks stopper jeg i kufferten, hyænen
Ubeset ka' jeg begrave ham i plænen
[Vers 5]
Hun entrede en sporvogn, ka' man tænke
På forperronen stod en skummel fyr
Han mønstrede de sørgeklædte enke
Og navnlig hendes kuffert, der var dyr
Ved næste stoppested - ja, der har vi balladen
Han griber kufferten og styrter ud på gaden
Rask med den tunge kuffert bort han joller
Tænk hvad han si'r, når han ser, hva' den indeholder
[Vers 6]
Stop tyven - konduktøren kimer
Vognstyreren hoster, åh, jeg' et nervebundt
"Nej, kør videre", skriger glenten
Åh, jeg besvimer, jeg får ondt
Nu 'jeg fri - ska' aldrig mer' bemoppes
For den, der har dalet, ska' altid toppes
Rask en ti'er hun ga' til konduktøren
Da hun kom hjem stod kufferten for døren