Det krabbe et sagn oppi Hedemarks-åsa
Og sagnet er gammalt som måsa på tre
Det er om en mæinn og ei mærr og ei kjærring
Om skiftende værlag, om villskap og fred
Og her har du sagnet og nå skal du høre
Og synes du æilt er ei eneste røre
Så tenkj deg omkring ... det er mangt som kæin skje ...

En blidere mæinn sku du æiller ha tenkt deg
Hæin var som en åker i solvær og vind
Men mærra og kjerringa hadde et lyte
For æinna hår viku så skifte dom sinn
Ei viku var kjærringa blid som ei lerke
Men ute i stæillen sto mærra på tverke
Og skamferte krubbe og spelltau og grind!

Og vikua etter var mærra som omskapt
Hu svette og strisleit og vart itte trøtt
Mens kjærringa illskreik og knegge på bordet
Og blæinne ihop både illsurt og søtt
Tel slutt tenkte mæinn at: Nå lyt je få vælja
Så skaut'n hæl mærra en dag føre hælja
Og sea var kjærringa villstyrin støtt!