Jeg kan se ham fra mit hjem, jeg har mødt ham på min vej
Hørt de gamle venner, og det hvæsende gummerum

Det ublu spejl på al færden med sin hærgede menneskekrop
Som en der ringer, uden tøven la'r sig falde da livets snedighed folded' sig ud

Måske var der ingen hænder der rakte ned i bæstets frådende gab
Holdt hun fast indtil lysten til at være
Kunne bære mer' end flasken ud

Måske ku' vi ikke nå det, for tiden løber
De squ holde sig fast
For ikke selv at smadre modløs mod kanten
Uden udsigt til andet end hav

Må alle drømme briste
Uden tro, uden håb
Med et hjerte der skriger
Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her (her)
Uden tro, uden håb
Med et hjerte der skriger
Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her
Blandt fældede træer
Blandt fældede træer
Blandt fældede træer
Blandt fældede træer

Jeg har stirret op fra dybet, og jeg så et bølgende hav
Af udstrakte hænder der kærligheden rakte ned

Der holdt mig fast, og holdt så længe
At jeg til sidst kunne vriste mig fri
Med viljen til selv stå og holde tanken om at leve ud

Må alle drømme briste
Uden tro, uden håb
Med et hjerte der skriger
Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her (her)
Uden tro, uden håb
Med et hjerte der skriger
Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her