Og det var Olav Trygvason
Stævned over Nordsjø fram
Opp mot sit unge Kongerige
Som ikke vented ham
Fik han så første Synet:
"Hvad er dette for Mur i Havbrynet?"

Og det var Olav Trygvason
Landet syntes ganske stængt
Alle hans unge Kongelængsler
Føltes mot Klippen sprængt
Indtil en Skald oppdaged
Hvide Kupler og Spir i Skylaget

Og det var Olav Trygvason
Syntes, han med en gang så
Gråsprengte, gamle Tempelmure
Snehvide Hvælv derpå
Længtes han da så såre
Med sin unge Tro stå indenfore

Landet sig åpned, Vår der var
Durende av Fossebrus
Stormvejr og Havdøn rundt omkring dem
Sælsom var Skogens sus
Orgler og Klokker hørtes
Kongen så sig om
Kongen henførtes:
"Her er Grunden, funden, funden
Tempelhvælvet trodser Helved!
Ånden bæver, Hjertet fyldes
Her den Største kun kan hyldes!
Gid min Tro stå stærk som Grunden
Stige ren som Jøkelrunden
Ånden nå Naturens Højde
Fyldt av Ham, som sammenføjde."

Olavs Bøn vi alle tage
Nu som da og alle Dage:
"Ånden bæver, Hjertet fyldes
Her den Største kun kan hyldes!
Gid min Tro stå stærk som Grunden
Stige ren som Jøkelrunden
Ånden nå Naturens højde
Fylt av Ham, som sammenføjde."