Bjørnstjerne Bjørnson
Fremtidens land!
Fremtidens land!
Derhen de styrer, de tusinde savn
Alle de sukke, som ej finder favn
Danner sig landskab i skylag og glød
Over vor nød. -
Salige syner af hvad som skal gro
Op af vor tro
I fremtidens land
Fremtidens land!
Alt af vort arbejd, som bliver til gavn
Vokser i slægter, som glemte vort navn
Samles til andres og øger en gang
Fornyelsens trang
Denne har kraften, som bærer det ind
Usvigelig ind
I fremtidens land
Fremtidens land!
Tårer som fældes ved det, som er slet
Blod-sved i kampen for højere ret
Salver den vilje, som sejrer til slut
Bli'r vi end brudt
Ondt kan det standse, godt kan det så
Op skal det stå
I fremtidens land
Fremtidens land
Dæmrer i linjer og farver og kvad
Blinker som solguld i det, som gør glad
Anes i børnenes øjne og ser
Ned, når du be'r
Vinder vi sejer, og sejren er sund
Står vi en stund
I fremtidens land