Sangen har lysning, og derfor den gyder
Over dit arbejd forklarelsens skin;
Sangen har varme, og derfor den bryder
Stivhed og frost, så det tø'r i dit sinn
Sangen har evighed, derfor den skyder
Fortid og fræmtid i hob for dit syn
Tænder uendelig attrå og flyder
Bort i et lys-hav af længsler og lyn

Sangen forener, idet den fortoner
Mislyd og tvil på sin strålende gang;
Sangen forener, idet den forsoner
Kamp-lystne kræfter i samstemmig trang:
Trangen til skønhed, til dåd, til det rene!
- Nogle kan gå på dens lys-lange bro
Højere, højere, fræm til det ene
Som ikke åbnes for annet æn tro

Fortidens længsler i fortidens sange
Kaster vemodigt en aften-rød glans;
Samtidens længsler i toner vi fange
In for en eftertids sjæl-fulle sans
Slægternes ungdom i sangen har møde
Tumler sin stund i de tonende ord;
- fler æn vi aner, ja, ånder af døde
Vugges i kvæld i vort festlige kor