I, store smerter! Dødens vilde kjærtegn!
Dens hete elskovshandlinger mod os
Paa det, at vi skal mykne i hans armet
Og knuges spake i vor levetrods!

Du menneske! Du flammer av hans aande
Hans sværmeriske aande paa kin kind
Og i hans armer stammer du i vaande
I svimmel vaande: "Ja! Jeg skal bli din!

Jeg tror den haand, som stryker mine lemmer!
Jeg dør av dine kysse paa mit kjod!
Men knug mig ikke, elskede, det hæmmer
Min egen elskov, kongelige død!"

Du menneske! Naar lydige og fromme
Hans armer har dit legeme forladt
Og venter, aabne, paa dit glade komme -
Plev nogen elsker dypere bedratt?