Hvor mon Sandheden den bor

Hvor mon Sandheden den bor

Har den blomster i sit hår

Mon det gungrer når den går

Mon den hvisker eller råber

Fatter vi et ord

Genier eller tåber

Hvor mon Sandheden bor

Nu skal I høre om en mand der meget kort fortalt

Var besat af Sandheden og søgte den i alt

Manden han var tømrer, hverken fattig eller rig

Dejlig kone, fire børn, men aldrig lykkelig

.
Tømreren var rastløs, utilfreds, humørforladt

Konen spurgte: "Hvad er der galt min skat"

Tømreren smed sin hammer, sin høvl og svor:

"Jeg bliver først glad den dag jeg ved hvor Sandheden bor"

.

Hvor mon Sandheden...

.

"Jamen så gå da" sagde konen "ud og søg dit savn

Men skriv først hele huset over i mit navn"

For kvinder de er mere snu end mænd de går og tror

Og tømreren snørede støvlerne og fandt sit spor

.

Han ledte overalt og årene forsvandt
Men først da han gav op så var det at han fandt

I en bjørnegrotte på bjergets kolde top

En grå og gammel kvinde med en vissen krop

.

Hun havde læderhud, tjavset hår og sår i hovedbunden

Kroppen var forkrøblet og ud af hendes mund

Savlede og stank det, men ordene han fik

Var smukkere og klogere og ren lyrik

.

Hvor mon Sandheden...

.

Det var den rene skære Sandhed tømreren hørte på

Han blev hos hende længe og med store øjne blå
Sugede han til sig alt hvad hun ku' lære ham

Da han ville hjem fik Sandheden et kram

.

Han sagde: "Kære Sandhed, du har været god ved mig

Er der noget før jeg går jeg kan gøre for dig"

Hun tøvede og løftede en muggen finger: "Jo

Der er noget før du går, som du godt må love

.

Lov mig når du møder og fortæller folk om mig

Hvad du hørte, hvad du så, hvad jeg lærte dig

Så sig at jeg er ung og smukkere end nogen anden

Og ikke tusind år og grim som bare Fanden"

.

Hvor mon Sandheden...