Udfor Pakhus 9 spillede en pige valse på kajen

Fra hotellet kom en mand der så lidt tom ud i sit blik

Pigen sagde: "Hey mand! Du ligner en der savner en masse"

Manden nikkede: "Ja, der er da rigtignok, jeg savner en del

Og det er som om tiden og mit liv farer forbi mig"

Hun lytted med et grin, stemte lidt på sin blå violin

.

"Tiden er jo bare et målebånd lænket til armen

Og det er dig selv der farer tæt forbi dit eget liv"

Lo hun og spillede smukke billeder op fra hans hjerte

Han blev kold og varm, på hans højre arm strittede håret

Pludselig var hun væk, manden gik i sort og løb efter lyden

"Sig mig hvem har set pigen med den blå violin?"
.

Det var nede på havnen udfor Pakhus 9

En gammel kajplads for langfart og drømme

Det du savner er alt der du mangler at gi

Sagde pigen med den blå violin

.

Tog fra havn til havn, søgte hendes navn, hørte et rygte

Sømændene lo: "Jo jo, hun er god og ikke så sart

Aldrig nogensinde får du fat i hende, hun kan kun lænkes

Farvelagt til trøst på et sejlerbryst nede ved Jim"

Hos den tatovør kom han til at høre et gammelt kassettebånd

Det var uden tvivl pigen med den blå violin

.
Han fandt hende først i en anden tid under en lampe

Og de mange år og hendes lange hår skjulte hun nu

Under en kasket som hun af og til lagde på kajen

"Vil du være min, dig der med din blå violin"

Hun lo: "Lad mig lige være, de sømænd her bliver tvære, for de vil danse

Jeg har aldrig set dig før, er du ikke lidt skør, flyt dig nu lidt

.

Det var nede på havnen...