Banevagterne er tilbage
På skinnerne igen
Men det varer sjældent særlig længe
Før de vender næsen hjem
De er helt alene har kun en telefon
Og der kan sagtens gå en time
Uden de snakker med nogen

Tiden går med toge og telefoner
Tiden går med toge og telefoner
Tiden går med toge og telefoner
Og en masse orange ensomhed

Nu ringer klokken de smider stokken
Og går imod det store grå hus
De er kodet én ting i hovedet
En halv time væk fra de tunge rustne spor
Der sidder de orange banemænd
Med en bajer og et BT på et bord
Og tænker på hvor lang tid de mon har igen
Ad livets jernbanespor