Sind, som svær-mod stinger
Savner Brages glæde;
Sorgfuld skald så såre
Kvides ved at kvæde

Skaldeguden skænked
Evne mig at sjunge; --
Klinge lad min klage
For mit tab, det tunge!

Harmfuld norne hærged
Hårdt mig verdens veje
Listed lykken fra mig
Ødte Ørnulfs eje

Sønner syv til Ørnulf
Blev af guder givet; --
Nu går gubben ensom
Sønneløs i livet

Sønner syv, så fagre
Fostret mellem sværde
Værned vikings hvide
Hår, som gævest gærde

Nu er gærdet jævnet
Mine sønner døde;
Glædeløs står gubben
Og hans hus står øde
Torolf -- du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage
Fik jeg dig beholde

Vén du var, som våren
Mod din fader kærlig
Arted dig at ædles
Til en helt så herlig

Ulivs-sår, usaligt
Værste ve mon volde
Har min gamle bringe
Klemt, som mellem skjolde

Nidsyg norne nødig
Nægted mig sit eje, --
Dryssed smertens rigdom
Over Ørnulfs veje

Vegt er visst mit værge
Fik jeg guders evne
Én da blev min idræt:
Nornens færd at hævne

Én da blev min gerning:
Nornens fald at friste, --
Hun, som har mig røvet
Alt -- og nu det sidste!
Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
Tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke

Mine sønner tog hun;
Men hun gav min tunge
Evnen til i kvæder
Ud min sorg at sjunge

På min mund hun lagde
Sangens fagre gave; --
Lydt da lad den klinge
Selv ved sønners grave!

Hil jer, sønner gæve!
Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger
Verdens ve og kvider!