Hr. Ulrik drog viden om Norges Land
For Brændeviinssagen at stride, –
Han kjæmpede tappert for «Livets Vand»
Hvor han kom i Verden vide

Han var sig en Brændeviinskontrollør
Han havde ikke sin Lige
Hvor han kom hen i Nor eller Sør
Alle for ham monne vige

Han havde en Lugt saa skarp og fiin
at næsten den var utrolig;
Fornam han blot Duften af Brændeviin
Saa blev han i Sindet urolig

Han foer da afsted som en Støverhund
Og snarlig var han i Sporet;
naar Flasken vandred fra Mund til Mund
Han sad som en Nisse under Bordet

Han speided i hver en lønlig Vraa
Drog alt Mistænksomt for Dagen
Og var det aldrig saa Lidt han saa
snart fik han dog Lys i Sagen

Da stod han frem som en Hævnens Mand
Trak Synderen frem for Dommen;
Og atter drog han viden om Land
Med god Profit udi Lommen
Saa drog han længe i sit lovlige Kald
Som Viking paa Brændeviinstogter;
Men store Herrer staae meest for Fald
Thi «Ondskaben» paa dem jo vogter

Der kom en drabelig Mand til vor By
han kaldtes Lærken den Tappre
Han trivedes bedst under Skjoldegny
Kontrollørerne vilde han kapre

Han rustede ud sin Snekke god
Dens Mage var ei at finde;
hans Klinge vilde da drikke Blod
Thi hug han om sig iblinde

Hr. Ulrik var ogsaa en tapper Ka’l
Han havde og Sværd ved Side;
«Lad see, min drabelig’ Dyrendal
om du nu kan hugge og bide.»

De sloges i Dage, de sloges i tre
Alt udi de store Blade
Hr. Ulrik skulde efter Byttet see
Da var han ei blandt de Glade

Han havde faaet sine skjære Bank
For Lærken er gram i Striden
«Lad gaa», tænkte Ulrik, «den lille Skavank
Forvinder jeg vel med Tiden»
Snart er vel Krigen tilendebragt;
slig Rasen kan længe ei vare;
Saa gaaer han vel atter paa Brændeviinsjagt –
Vorherre hver Synder bevare!

Snart er ei Smugbrænden meer i Gang
Hver Kjedel gaar med i Vasken
Hr. Ulrik faar da vel snarlig Rang
Som Ridder af Brændeviinsflasken!