Henrik Ibsen
I Høsten
Sommerens Sangere Skoven forlade; –
Hvor deres Kvæde fra Grenene klang,
Toner alt Høstvindens sukkende Sang
Veemodsfuldt gjennem de gulnende Blade.
5 Her, hvor det blomstrende Tæppe saa rigt
Smykked de duftende, lysgrønne Enge,
Bæver i visnede Straa, som fra Strenge,
Sommerens Afsked, – et klagende Digt!

Lillie! hvi lod du din bøiede Stængel
10 Bladløs tilbage, – hvor flygted du hen?
O, du vil komme til Vaaren igjen,
Følgende Sommerens venlige Engel! –
Rose, med Glædens sødttonende Sprog
Hviskende gjennem dit Bæger saa fage,
15 Tornefuldt stander dit Minde tilbage,
– Saarende, – Ak, – men jeg elsker dig dog! –

Manget et Frø fra den vaarlige Have
Saa vi jo modnende vorde til Frugt; –
O, men saamangenen Plan ligger smukt
20 Dækket af knuste Forhaabningers Grave.
Sommer! fortidlig mod Syden du fløi, –
Snarlig var Haabets Tilværelse omme, –
Ak, og den Sørgende har ei en Blomme
Fromt til at smykke den hellige Høi! –

25 Jo, mellem Gravene stander tilbage
Endnu en Blomst i sin fagreste Pragt, –
Den har ei Høstvinden Døden end bragt, –
O, hvi skal Hjertet da længere klage! –
– Mindet den hedder, – see, end den formaaer
30 Haabet af stivnende Slummer at vække, –
Bind den til Krandse om Fortidens Dække,
Trøstende vil den forgjætte en Vaar! –