Henrik Ibsen
Kløften
Tungt trak det op; en regnsky brast
Og kløften blev en elv i hast

Og alt som uvejrs-flommen steg
Den bobled, bruste, sang og skreg

Det trak forbi; det lufted væk
Og elven skrumped ind til bæk

Der hvisled dråbers regnbu-støv;
Der rasled perler over løv

En vakker hundedag – som før
lå kløftens grusbund ganske tør

Men klangen blev: der hvisled støv
Der knirked kvas, der rasled løv

Det minded fjernt om kildevæld
Jeg selv har sværmet der en kveld