[Vers 7]
Da isen løsned for lindvejrs bør, gikk Terje med briggen på rejs
Om høsten, da grågåsen fløy mot sør, han mødte den undervejs
Da falt som en vegt på matrosens bryst
Han kendte sig stærk og ung
Han kom fra solskinnets lysende kyst
Akter lå verden med liv og lyst
Og for bougen en vinter tung

[Vers 8]
De ankred og kameraterne gikmed landlov til sus og dus
Han sendte dem ennå et lengselsblikk
Da han stod vеd sitt lille hus
Han glytted inn bak det hvidе gardin
Da så han i stuen to
Hans kone sad still og hespled lin
Men i vuggen lå, frisk og rød og fin
En liden pige og lo

[Vers 9]
Der sagdes, at Terjes sind med ett fikk alvor fra denne stund
Han trelled og sled og blev aldrig trett av at vugge sit barn i blund
Om søndagskvelden, når dansen klang vilt fra den nærmeste gård
Sine gladeste viser hjemme han sang
Mens lille Anna lå på hans fang og drog i hans brune hår