[Vers 42]
Slig var det jeg så ham en enkelt gang
Han lå ved bryggen med fisk
Hans hår var hvitt, men han lo og sang
Og var som en ungdom frisk
Til pigerne havde han skæmtsomme ord
Han spøgte med byens børn
Han svinged sydvesten og sprang ombord
Så hejste han fokken, og hjem han fór, i solskin, den gamle ørn

[Vers 43]
Ved Fjære kirke jeg så en grav
Den lå på en værhard plet
Den var ikke skøttet, var sunken og lav, men bar dog sit sorte bræt
Derstod "Thærie Wiighen" med hvitmalt skrift, samt året, han hvile fandt
Han lagdes for solbrand og vindes vift, og derfor ble gresset så stritt og stivt, men med vilde blomster iblandt
Men med vilde blomster iblandt