Hvem ville tro mig hvis jeg sagde
Der er en vej ud af alting men sjældent en tilbage
Vi lever i nuet i templer af glas på kredit
Og spejler os halvt ihjel vederlagsfrit

Alle har en drøm
Om engang at bli' fri
Af lasterne der lænker os til
Nuets tyranni, selvbedrag og natteroderi

Ingen jeg kender ka' sige mig hva' vej jeg skal gå
De har alle sammen travlt med at indse dagen derpå
De venter og håber og tror
Ligesom mig på i morgen, det magiske ord
For nuet i sig selv har ingen anden mening end farvel